Dommerkomiteen var ovenud imponeret, da de skulle udpege årets bedste cand.merc.aud.-specialer. Det blev Jeppe Falk Hansen og Søren Shantha Helbert, som løb med førsteprisen og den store hæder. Ved prisoverrækkelsen på Axelborg i København sagde Lars Knage Nielsen, som er partner i Deloitte og medlem af bedømmelsesudvalget:

Meget nyskabende regnskabsteori med stor behandlingsdybe og udfordring af gængse værdiansættelsesmodeller. En fremragende afhandling”.

Herefter blev årets guldfugle kaldt til scenen og modtog diplom, blomster og en check på 30.000 kroner som anerkendelse for deres indsats i forbindelse med afhandlingen. En afhandling, som på mange måder bidrager med ny og brugbar viden til revisorbranchen.

Danica Prisens formål er at anerkende og hylde årets bedste kandidatafhandlinger på landets cand.merc.aud.-studier. Med prisen ønsker FSR – danske revisorer og Danica Pension at fremme forskning inden for skat, revision og eksternt regnskabsvæsen, som er hovedområderne inden for revisorernes daglige arbejdsfelt.

Vinderafhandlingen har titlen ”Afledte finansielle instrumenter”, og de to vindere blev vejledt af Peter Thor Kellmer, som er ekstern lektor på Aalborg Universitet og til dagligt er revisor i Beierholm.

Andenprisen gik til Rasmus Nordam Andersen fra Copenhagen Business School for afhandlingen ”Overbevisning i revision med dataanalyse”, som dermed fik en pengepræmie på 20.000 kroner.

Tredjeprisen og de 10.000 kroner gik til Thomas Sven Ahrenkiel Mikkelsen og Jan Erik Prehman Ryberg Nielsen med afhandlingen ”Implementering af tvungen firmarotation”. Lige som førsteprisvinderne er Thomas og Jan dimitterede fra Aalborg Universitet.

Forinden prisoverrækkelsen havde administrerende direktør i KPMG Danmark, Morten Mønster, holdt en veloplagt inspirationstale for alle nominerede kandidater, som med stor spænding var mødt op til årets festdag for cand.merc.aud.-uddannelsen.

Læs mere om Danica Prisen her